De nyere grene af slægten Sand

Min mor Elisabeth Sand var som nævnt i indledningen fra Vestjylland og ud af en stor børneflok, hvor 10 af børnene nåede voksenalderen. Mor havde som de fleste børn dengang gået i skole 7 år i den lokale skole. Derudover havde hun været ½ år på Ollerup Gymnastikhøjskole i 1938. Det var i Niels Bukhs tid, så hun havde nogle fine billeder fra store opvisninger rundt om i landet. Hendes søskende fik nogenlunde samme grunduddannelse. Efter højskolen var det videre forløb op til dem selv.

Mor gik en del op i sundhed og det kan man jo som barn kun være taknemmelig for. Sundheds-interessen omfattede leje af en kolonihave, så længe vi boede i lejlighed og så kunne børnene jo hjælpe lidt med lugning osv. Morgenmaden var ret mejerigtig og inkluderede også torskelevertran i vinterhalvåret. Det kunne man godt vænne sig til.

Min morfar var tømrer og havde som ung været ”på valsen” i Tyskland, Østrig og Italien. Han havde ført en dagbog over dette, som nogle af børnene har set, men ingen ved i dag, hvad der er sket med den. Det er en skam. På et tidspunkt fortalte han, at han havde været i Wien i 1902 og der havde oplevet, at den gamle kejser Frantz Josef tog mod folkets hyldest på sin fødselsdag. Det ville man jo godt have hørt lidt mere om.

Oldefar hed Mads Kristian Sand og var lærer og degn i de 3 sogne Gørding, Vemb og Bur. Han transporterede sig selv rundt, ikke på apostlenes heste, men på en islænder, som var indkøbt til formålet. Den tjente ham trofast i ca. 15 år. Oldefar var tilhænger af fortællingen og det frie ord. Det førte til visse sammenstød med den lokale præst, der gik stærkt ind for udenadslæren af katekismus. Oldefar havde fået sin læreruddannelse på Blågård Seminarium i København, men vendte hjem til kaldet i Vestjylland og den unge pige, der ventede på ham. Familien kom til at rumme i alt 9 børn fordelt i 2 ægteskaber, idet hans første kone døde af tuberkulose.

Knud Sand, der var født i det yngste kuld, fortæller at den daglige omsorg for børnene nok mest hvilede på moderen, idet faderen var meget væk, men hans ånd var altid til stede. Ud over børn og arbejde fik M.K. Sand tid til at starte og drive en række foreninger, 2 sangkor, foredragsforening, forsamlingshus, bogsamling, skytteforening osv. At denne flid efter hans død blev markeret med en mindesten i Vemb Anlæg, må næsten siges at være rimeligt.

Ane Elisabeth Knudsen og Mads Kristian Sand

Mads Christian Sands ældre bror Christen skulle efter traditionen have overtaget familiegården ”Store Sand”. Han ville her være blevet den fjerde ”Kræ Såj” i rækken, men faderen døde forholdsvis tidligt og moderen blev gift igen. Det gik herefter sådan, at Christen og hans kone Kirstine købte en færgekro ved overfarten mellem Salling og Mors. Allerede et par år efter blev overfarten flyttet uden at de fik nogen erstatning og en færgekro uden færge er ikke meget værd. De mistede herved deres medbragte arv og måtte vende tilbage til Vestjylland.

Christen var som 18 årig blevet sendt til Boller ved Horsens under Grevskabet Frijsenborg for at lære landvæsen. Den vestjyske bondesøn fik under en 3-årig læretid en meget grundig uddannelse såvel i skovbrug som i landbrug og gjorde det sidste år tjeneste som underforvalter. Det kom ham nu til gavn, idet han blev ansat som plantør i Ulfborg Plantage og skulle forestå opbygningen af plantagen her. De næste 35 år blev det Christen og Stines livsværk. En af deres døtre Petrine Sand, der blev journalist ved Aarhus Amtstidende, har meget smukt beskrevet deres liv i forbindelse med 100-års dagen for faderens fødsel. Artiklen har titlen: ”Christen Sand. Et Hundred-Aars Minde.”

Efter Christens død blev der sat en mindesten over Kirstine og ham i Ulfborg Plantage og også i Kongenshus mindepark har de fået en sten, så der er gjort mere for dem end for Jens Vejmand.

Anetavle over min mor slægt.

 

« forrige	næste »