Anfører for ærkebispens flåde var hans nevø Christoffer Rustung. Han stod for flugten fra Norge og opholdt sig frem til bispens død i 1538 i Nederlandene. Han blev udstyret med et kaperbrev udstedt af greven af Pfaltz og opererede herefter som kaper i nederlandske, franske, danske og norske farvande. En tid opholdt Rustung sig hos greven af Friisland og hans ældste søn Enno er opkaldt efter greven.
I 1542 efter 4 år som kaperkaptajn henvendte Christoffer Rustung sig til den danske konge med en ansøgning om benådning. Denne blev ham givet, og han ansattes herefter som viceadmiral hos Christian III, men efter ret kort tid blev han forfremmet til admiral og næstkommanderende for hele den dansk-norske flåde med 40 skibe under sig. Denne udnævnelse krævede, at han opholdt sig tæt på kongen i København og han fik tildelt Æbelholt kloster nord for Hillerød som len. Klostret var kommet under kronen efter Reformationen og var det største Augustiner-kloster i Norden.
Rustung får tilsyneladende kun den ene søn Enno, men har også en række døtre. En af disse Anna Rustung bliver i København trolovet med en skotsk gesandt, James Hepburn Jarl af Bothwell, der arbejder for den skotske tronarving Mary Stuart, der er katolik. Efter sigende får Anna Rustung en stor medgift med ved trolovelsen. Mary Stuart er gift med den franske tronfølger og opholder sig på dette tidspunkt i Frankrig. Skotland regeres imens af hendes mor Mary af Guise. Da tronfølgeren dør, haster James Stuart til Frankrig for at melde sig til tjeneste hos Mary Stuart. Han ledsager af sin trolovede, der er gravid, men svigter hende undervejs og efterlader hende uden penge, så hun selv må finde udvej for at komme hjem. En rigtig gentleman.
Efter at have født barnet, der får navnet Villiam, tager Anna Rustung i 1564 ledsaget af sin søster Dorthea Rustung til Skotland for at stævne Jarlen af Bothwell for ægteskabsbrud. Dette lykkes tilsyneladende ikke, men de opholder sig så længe derovre, at søsteren når at blive gift med en skotsk adelsmand James Steward Stuart, der er halvbroder til Mary Stuart. Annas skæbne ser ud til at have mødt stor sympati i Skotland, således findes der en ballade ”Lady Anne Bothwells Lament”, der fortæller hendes historie.
For Skotland fulgte der herefter nogle meget urolige år præget af hårde magtkampe. Mary Stuart blev gift med en fætter Henry Darnley, men ægteskabet gik meget dårligt og sluttede med, at Darnley blev dræbt ved et attentat, hvor det hus han sov i blev sprængt i luften. Meget tyder på, at attentatet var foranstaltet af Jarlen af Bothwell. Protestantiske kredse og en del af adelen arbejde ihærdigt på at få Mary Stuart afsat og allierede sig i denne kamp med englænderne og den engelske dronning Elisabeth I, der var Mary Stuarts kusine. Mary Stuart støttede sig især til katolikkerne i Frankrig.
|
|
Da Mary Stuart bliver enke, lader Jarlen af Bothwell sig i maj 1567 skille fra Jane Gordon, som han kun har været gift med siden februar 1566. Hun er datter af George Gordon, 4.de jarl af Huntly. Han bliver så i stedet gift 15. maj 1567 i Edinburgh med den skotske dronning Mary Stuart. Som det fremgår, er han en meget handlekraftig herre. Begivenhederne vækker dog bred modstand og afsky og fører til et oprør, der ender med, at Mary Stuarts styrker bliver slået. Hun ender i fangenskab hos kusinen Elisabeth I i England, hvor hun sidder helt til 1587, hvor hun bliver henrettet ved halshugning.
Jarlen af Bothwell, der af Mary Stuart også er blevet udnævnt til Jarl af Orkney, må flygte hovedkulds fra Skotland og kommer via Shetlandsøerne til Norge, hvor hans skibe kontaktes af et dansk krigsskib ved Karmøy syd for Bergen. Han må legitimere sig, hvilket ikke er så let, da han mangler relevante papirer, men efterhånden står det klart, hvem han er. Herefter indhentes han billedligt talt af sine onde gerninger. Anna Rustung opholder sig tilfældigvis i Bergen-området og stævner ham for ægteskabsbrud, hvilket han dømmes for, og han må som erstatning overlade hende et af sine skibe samt betale 100 Daler årligt.
|
Efterfølgende transporteres han til Danmark, først til Malmøhus og senere til Dragsholm Slot, der fungerer som statsfængsel. Han bliver her en brik i et storpolitisk spil. Englænderne og deres støtter blandt skotterne vil gerne have ham udleveret for at dømme ham og formentlig henrette ham. Franskmændene og deres støtter blandt de skotske katolikker ønsker ham frigivet. Tiden går og resultatet bliver, at det måske giver mindst ravage, at han bliver hvor han er. Som en speciel sløjfe kan nævnes, at den danske konge Frederik II tidligere havde friet til Mary Stuart, men fået afslag. Så han var også på en måde part i sagen.
Efter 11 års fangenskab døde Jarlen af Bothwell i 1578 i sin celle på Dragsholm Slot. Det menes, at han da var blevet vanvittig, hvilket ikke kan overraske, når man ser de forhold fangerne sad under, når der ikke længere blev taget særlige hensyn til rang og byrd. Den danske historiker Frederik Schiern skriver som del af et eftermæle:
Få mænd have hensynsløsere end han higet efter at nå op til den ydre æres og højheds tinde, og få mænd er hastigere end han blevet nedstyrtet fra den.
Anna Rustung forblev ugift efter forholdet til Bothwell. Hun vendte tilbage til Norge og tilbragte sine sidste år på Utstein Kloster. Sønnen Villiam arvede gods i Skotland efter Bothwells mor Lady Agnes Sinclair, som han havde været i pleje hos. Der er ingen oplysninger om ham efter hendes død, så formentlig er han død ung.
For et års tid siden kunne man i en Ritzau-meddelelse læse, at nulevende slægtninge arbejdede på, at få jarlens jordiske levninger tilbage til Skotland. En af hovedmændene var en amerikansk advokat, der som et af argumenterne fremhævede, at Bothwell aldrig havde svigtet sin kone. Her tænkte han formentlig på Mary Stuart. Lidt polemisk kunne man sige, at det så var den eneste han ikke havde svigtet. Anna Rustung svigtede han som nævnt totalt og Jane Gordon blev han straks skilt fra, da ”en bedre mulighed” viste sig. Hvad angår Mary Stuart, blev både hun og jarlen fængslet, så hans dispositionsmuligheder var derefter meget små.