Ærkebiskop Olav Engelbrektson
I det tidligere omtalte kapitel ”De Johanssoners Slegte-Register” nævntes, at Johan Trygge var gift med en datter af ridder Halvard, der var bror til ærkebiskop Olav Engelbrektson. Slægten nedstammer således fra ridder Halvard, men Olav Engelbrecktson skal dog også nævnes. Ud over at være ærkebiskop i Norge og de tilhørende områder Island og Grønland blev Olav i perioden op til reformationen en central person, da han forsøgte at bevare den katolske kirke i Norge.
Nidaros Domkirken i Trondheim
2008 © Erik A. Drabløs. Public Domain under Wikimedia Commons
Olav Engelbrektson var den sidste ærkebiskop i Nidaros (Trondheim). I historieskrivningen er han en omdiskuteret person. Nogle ser ham som en magtstræber, der med alle midler søgte at fastholde pavekirkens magt i Norge. Andre ser ham som en god nordmand, der sloges for at bevare en selvstændighed i forhold til Danmark, der gennem kongemagten og fogderne havde stor indflydelse i Norge. I forbindelse med Reformationen valgte han den 1. april 1537 at flygte fra Norge på to orlogsskibe og han tog derefter ophold i Nederlandene i håb om, at han med hjælp fra den tyske kejser Karl V og grev Friedrich af Pfalz kunne vende tilbage. Greven var svigersøn til Christian II og denne var gift med en søster til Karl V. Kejseren støttede meget aktivt den katolske kirke.
Med sig på flugten havde Olav en række værdifulde genstande fra domkirken, som aldrig siden er blevet fundet. En forklaring på dette kunne være, at de af grev Friedrich er blevet omsmeltet for at skaffe penge til de lejetropper, der skulle støtte kampen for katolicismen og Christian II, men man ved det ikke.
Olavs valg til ærkebiskop blev foretaget af de lokale kirkelige kræfter i Norge i 1523 og han blev efterfølgende godkendt af paven i Rom. Efter Reformationen ændres denne procedure, så det bliver kongen, der styrer bispeudnævnelserne. For at styrke sin magtposition lader Olav bygge en borg ude i Trondheim-fjorden, Steinviksholm, og han har i perioder en mindre flåde, som hans nevø Christoffer Rustung er fører for. Ærkebispen er leder af det norske rigsråd og indkalder dette. Det er også ham, der leder hyldningen af en ny konge, når denne er blevet valgt af rigsrådet. I forbindelse med valget af Frederik I fandt Olav Engelbrektson så mange forhindringer for denne ceremoni, at den aldrig blev foretaget, så han har tydeligvis ikke været begejstret for denne konge. Til bispeembedet var endvidere knyttet en ret til at udstede mønter. Alt i alt en meget magtfuld stilling.
Fæstningen Steinviksholm
2007 © Erik Fløan. Public Domain under Wikimedia Commons
Som en uventet detalje ser Olav Engelbrektson ud til at have været gift, hvor præster og biskopper eller var tvunget til at leve i cølibat, men der var jo langt til Rom. Hustruen Maren Pedersdatter Schancke var ud af en gammel norsk adelsslægt Schancke-slægten, der især hørte til i Jæmtland og Trøndelagen. Deres søn Engebrecht Olavsson bliver gift med Birgitte Hansdatter, datter af Hans Hansson Gaas, der bliver den første evangeliske biskop i Trondheim. Engebrecht og Birgitte bosatte sig på gården Dalhammer i Jæmtland, som på den tid hørte til Norge, og der fik de to kendte børn, Maren og Karen Engebrechtsdatter. Vi har på flere punkter forfædre i Schancke-slægten.
Jeg vil holde denne beskrivelse kort og runde den af med en nutidig vurdering af Olav foretaget af den katolske kirke i Norge:
Olav Engelbrektsson fikk i oppgave å føre den tyngste og vanskeligste striden som noen nordmann har ført for landet sitt - en strid for kirken i en tid da det var ute med den katolske kirken i Norden. En strid for selvstendighet da landet var tommere for militærmakt enn noen gang. Olav Engelbrektsson var en kirkens mann og førte striden som kirkemann. Politikken hans var nok nasjonal, men først og fremst katolsk. Det ble en ulykke for landet. Det er heller ikke til å komme fra, at drapet på Vincens Lunge sammen med brenningen av Nils Lykke kaster uhygge over minnet om Olav Engelbrektsson. Og likevel taler alle vitnemål fra samtiden om en elskverdig og vinnende mann. Gode venner og varme vitnemål om takknemlighet har vi fra hans unge år i Rostock, og det fra mange dugelige og kjente menn. Han var en klok mann, lærd og høyt kultivert. Ser man Olav Engelbrektsson mot sin norske samtid, blir han ingen liten mann, men han blir en ensom mann.
Av Olav Martinsen http://www.katolsk.no/mn/erkebiskoper/27.htm