Røros Kobberverk
En af mine gode og hyggelige kontakter i mit slægtsarbejde har været Knud Sands yngste søn, Mads Sand. Mads er fætter til min afdøde mor og fulgte sin far en del rundt til familiens medlemmer, så han er i meget bogstavelig forstand vokset op med Sand-slægten og dens gerninger. Mads siger på et tidspunkt til mig: ”Var der ikke også noget med Meldahl-slægten og et bjergværk?” Jeg bad ham gå hjem og i stilhed prøve at huske, hvad han måtte have hørt, men han kunne ikke konkretisere det.
En nærmere undersøgelse viste, at præsten Anders Olsen Bruse (1594-1657), der var gift med Ellen Olufsdatter Meldahl og oldefar til Christian Meldahl, havde part i det lokale bjergværk Løkken Verk i Meldal sogn. I Meldalbok bind 1 står der:
Anders Bruse drev savværk ved Skaråa, i Steigen og i Mosbrynd. Han havde også en finger med, da Løkken Verk startede i hans tid.
Også Axel Meldal havde fået fat i disse ting. Han skriver:
Anders Olsen Bruse var den første, der udnyttede Kobberlejerne ved Røraas, som han, sammen med sin Svigersøn Lorents Lossius og Sognepræst til Tønset Hans Larsen, drev i en Aarrække fra 1645 indtil Christian den Fjerdes Kammertjener Joachim Jürgens, der senere blev adlet under Navnet Irgens, trængte sig ind i deres Participantskab og tvang dem til at afstaa en saa stor Andel i Værket, at Provst Bruse til sidst kun ejede 5 Aktier af de oprindelige 60.
Historien er altså den, at Bruse sammen med Hans Larsen og svigersønnen Lorents Lossius startede Røros kobberværk og det var primært ham, der i starten skød penge i det. Det var nok også for en stor del Anders Bruse, der bekostede opførelsen af den nye kirke i Meldal, der blev indviet 1650. Det var åbenbar ikke så dårligt at være præst i Norge i de tider. Nå spøg til side. Pengene stammede nok mest fra hans andre gøremål med savværker, mindre bjergværker osv. Dette var så almindeligt blandt præsterne, at kongen på et tidspunkt fandt det nødvendigt at gribe ind og tvinge dem tilbage til de mere åndelige sysler.
Røros Kopperverk starter med fundet af en malmåre, Rauhåmåren sommeren 1644. Det var gennem 250 år det største kobberværk i Norge og fungerede helt op til 1977. I dag er det museum og ”Bergstaden Røros” er registreret som et af verdens bevaringsværdige kulturminder under UNESCO. Det er en bemærkelsesværdig by, der næsten udelukkende består af træhuse og beliggenheden på bjergmassivet i over 600 meters højde skyldes udelukkende malmårerne. Byens kirke rager højt op over husene og betegnes ofte ”Bergstadens Ziir”.
Den person, der normalt nævnes som grundlægger af Røros Kopperverk, er Lorentz Lossius. Han var den, der efterforskede malmen og han fik 1646 koncession som værkets første direktør. Lossius var gift med Kirsten Andersdatter Bruse og stammede fra Tyskland, hvor han havde uddannet sig inden for bjergværksdrift i stedet for at læse til præst som hans fader. Han kom til Norge i 1630 og havde arbejdet i både Kongsberg og Kvikne. I 1651 blev han afskediget af de nye ejere, der selv ville overtage styringen.
|
|
Mads Sand havde således i høj grad ret. Der var noget med et bjergværk.
Den norske forfatter Johan Falkberget, der er født og opvokset i Røros-området, har i en række bøger beskrevet livet i og omkring gruberne.