Jens Lauridsen Risom – en af Bornholms befriere

Jens Risom blev 1656 udnævnt til herredsskriver og ridefoged med sæde på Hammershus, hvor han havde embedsbolig lige inden for vestmuren. Dette embede skyldtes formentlig rigshovmesteren Joachim Gersdorf, der havde Bornholm som sit private len, men naturligvis ikke kunne varetage styringen af dette, samtidig med at han tog sig af landets anliggender. Jens Risom må have arbejdet for Gersdorf gennem en del år, før han fik en så betydningsfuld post, og han sad nu som en af de ledende personer på øen, da den ved fredsslutningen i Roskilde 1658 sammen med Skåne, Halland og Blekinge blev afgivet til svenskerne.

Allerede samme år var Jens Risom sammen med Jens Koefoed og Poul Anker blandt de ledende i den sammensværgelse, der besluttede at befri øen for svenskerne.

Oversigtsliste over detagerne i det bornholmske oprør
1658 © Bornholms Museum

Onsdag d. 8. december var den svenske kommandant, oberst Johan Printzenskold redet til Rønne, hvor han tog ind hos byens ældste borgmester Peder Lavridsen Møller i Storegade. De sammensvorne besluttede at tage ham til fange her. Om den dramatiske hændelse fortæller Palle Lauring i ”Her skete det 3. øerne” (København 1974):

Her sad Printzenskold og spiste, da de tre Haslefolk Jens Kofoed, Niels Nielsen Gumløes og Jens Lavridsen Risom kom væbnede ind i stuen for at ta ham til fange. Flere af Sammensværgelsens mænd kom til. Printzenskold satte sig til modværge og væltede det bornholmske "stenbord" (et bord med plade af kalksten) frem imod dem. Da maden vel stod på bordet, må det ha skabt et vist roderi. Den gamle borgmester og hans bror David hindrede nu, at kommandanten blev dræbt i stuen, selv om de fik ganske drøje hug. Kames og Risom fik de andre til at love, at kommandanten ikke ville blive dræbt. Som fange blev han ført ned ad den natmørke gade mod rådhusfængslet. Men da de var lige ved porten, skød Villum Kelou sin pistol af imod ham. Kuglen gik ind under det venstre øje, og han var død på stedet.

Mens disse begivenheder fandt sted, var København belejret af svenskerne, der havde sat sig på det meste af Danmark, så de sammensvorne måtte klare tingene på egen hånd. Det kunne de også. De svenske tropper på Hammershus blev tvunget til overgivelse og nogle skibe, som den svenske konge sendte ned for at undersøge, hvad der foregik, blev opbragt. Som afslutning blev øen givet tilbage til Danmark på et gavebrev til den enevældige konge Frederik III.

Altertavlen i Gaarslev kirke skænket af Jens Lauridsen
Risom og hustru Sophie Lauridsdatter Friis
2006 © Vagn Sand Jensen

Jens Risom blev på Bornholm gift med en datter af landsdommer Niels Nielsen og havde tillige hjælp af sin bror Jacob Risom, der fungerede som skriver, men da de begge inden for kort tid døde, valgte Risom at vende tilbage til Jylland, hvor han kom fra. Som belønning for sin indsats under oprøret modtog han af kongen herregården Nebbegård mellem Vejle og Fredericia sammen med en adelstitel. Hans administrative evner blev af den enevældige regering udnyttet i forskellige kommissioner, hvilket langs ad vejen førte til de tidligere nævnte udnævnelser til assessor og senere kammerråd. Selv om både Nebbegård og de tilhørende bøndergårde var meget ødelagte efter krige og pestepidemier, skabte Jens Risom sig en større personlig formue ikke mindst gennem studeopdræt.

Nebbegaard
1900-1920 © Vejle Stadsarkiv

Jens Lauridsen Risom blev gift med Sophie Lauridsdatter Friis, der er ud af den adelige slægt Friis fra Haraldskær. Slægten kaldes også Skaktavl-Friiserne. Deres fælles våbenskjold kan ses i toppen af altertavlen i Gaarslev kirke, der hørte til Nebbegaard. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem forældrene til Sophie Lauridsdatter Friis er, hvilket nok kan undre, da der jo foreligger mange oplysninger om de forskellige adelsslægter og Skaktavl-Friiserne er absolute en af de fremtrædende. Blandt medlemmerne kan således nævnes Børglum-bisperne Peder Friis, der deltog i unionsmødet i Kalmar 1397, og Jep Friis, død 1486, samt den sidste katolske biskop i Viborg, Jørgen Friis, død 1547. I hans bispegård besluttede de jyske rigsråder 1522 at afsætte Christian II.

En sidste sjov detalje skal med her. 1680 fik Jens Lauridsen Risom også skøde på herregården Brandbjerg ved Jelling. I Danske slotte, Bind XV, s. 332-333 fortælles, at ”han virkede året efter som kommissarius ved omordningen af ryttergodset og søgte i forbindelse hermed at skaffe sig belejligt gods til sin ny herregård. Hans gods til Nebbe lå ikke særlig bekvemt hverken for ham selv eller kronen, idet det var spredt mellem dennes ryttergårde, tit i større afstand fra Nebbe. Og nu søgte han om at måtte mageskifte det mod hele Jelling by, der lå uden for det egentlige rytterdistrikt og forøvrigt var så medtaget efter svenske-krigens ødelæggelser, at den næppe foreløbig ville kunne holde ryttere. Risoms gods var allerede udlagt til rytterhold og byttehandelen nær ved at gå helt i orden, ja skødet var udfærdiget og skulle underskrives af kongen, Christian V, da denne pludselig satte sig imod mageskiftet, "nemlig fordi Hans kgl. Majestæt ved den sidste nærværelse derudi landet allernådigst lod sig berette, at den by Jelling altid haver ligget til Koldinghus, og at nogle af de gamle danske konger skal ligge der begraven". Derved skulle det forblive.”

Jellingmonumenterne gengivet i et værk om europæiske mindesmærker, Commentarii rerum
memorabilium in Europa af Peter Lindeberg, 1591 © Nationalmuseet

Det havde ellers været spændende at kunne berette, at et medlem af slægten havde ejet Jelling by med tihørende kirke og kongehøje. Sådan skulle det ikke være, og det var jo faktisk korrekt, at ”nogle af de gamle danske konger lå der begraven”.

 

« forrige	næste »