”Skandalebrylluppet i Hemne” og biskop Anders Arreboe
Brylluppet mellem Milde og Melchior Jacobsen Falch har fået en central plads i historien under betegnelsen ”Skandalebrylluppet i Hemne”. Skandalen bestod i, at biskoppen Anders Arreboe under den 3 dage lange fest optrådte noget løssluppet og bl.a. deltog i en jægerdans, hvor herrerne til slut kyssede damerne på kinden. Endvidere indlod han sig en morgenstund i sovelokalet i samtale med et par kvinder på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var påklædt. Hr. Augustinus deltog i brylluppet som svigersøn af Milde. Det er første gang man støder på hans navn, idet han ved den senere retssag blev nødt til at vidne i sagen. En af kilderne beskriver sagen således:
I den notable fest deltog nemlig biskoppen, som ved sin uforsigtige, og i datidens øjne legerem usømmelige opførsel, kom på kant med hele Aspeslægten, specielt brudens fætre, Ivar og Erik Oudenssøn, samt deres svoger, fogeden Peder Lauritssen. Fogeden havde sin særlige grund til at være Arreboes uven, for biskoppen havde lavet en skæmtevise om ham og fogeden Christopher Tønder på Østråt, samt Ørlands-præsten Anders Christensen, engang hvor de tre øjensynligt havde fået lidt for meget at drikke. Anders Arreboe blev fradømt sit embede på herredagen i Bergen i 1622.
Arreboe havde primært fået titlen som biskop i Trondheim pga. sine digteriske evner, bl.a. havde han i 1612 skrevet et sørgedigt ved dronning Anne Kathrines død. Ved udnævnelsen i 1618 var han kun 31 år og i kraft af sin skarpe pen og tunge skaffede han sig hurtigt en del magtfulde fjender, der tydeligvis blev så vrede, at de ventede på en passende lejlighed til at give igen. Den kom med udgangspunkt i brylluppet i Hemne og efter forhør og behandling på Herredagen i Bergen, hvor Christian IV personligt deltog, blev han 22. juli 1622 fradømt sit embede. En del kilder kalder dette for et resultat af sladder og bagvaskelse, men da både kongen og kirken lagde stor vægt på, at biskopperne selv skulle være foregangsmænd og godt eksempel for andre, kunne resultatet vel dårligt være anderledes. Ordvalget i kilden oven for (”biskoppens uforsigtige, og i datidens øjne legerem usømmelige opførsel”) dækker nok meget godt tidens bedømmelse.
Anders Arreboes videre skæbne beskrives således (Runeberg - Illustreret dansk litteraturleksikon, 1902, bd. 1, p. 543):
Kongens Fortørnelse paa den afsatte Biskop tabte sig lidt efter lidt under Tidens mildnende Indflydelse; i August 1625 underskrev han et aabent Brev, hvorved Arrebo fik 'sin Forseelse eftergiven' og det blev ham 'bevilliget og tilladt, at han igjen til et Bondekald, hvor han lovligen kan blive kaldet, maa admitteres og kaldes'. Men da Malmø Borgere ønskede ham til Sognepræst der i Byen, modsatte Kongen sig det bestemt og udvidede kun sin forhen givne Tilladelse til at maatte gjælde 'en af de gemene Kjøbstæder, dersom de ikke haver for megen Lyst til Klammer'. Da der saa 1626 blev et Kald ledigt i Vordingborg, fik Arrebo det og røgtede det til sin Død den 12. Marts 1637.'
Han havde efterhånden lært lektien.
Anders Arreboe
1633 © Vordingborg Kirke. Public Domain